Omkring det hvide bladhus

 
Uddrag af publikationen af samme navn
Forfattet af fhv. redaktør og
Borgmester Carl Emil Hansen.
 
Det var i de gode tredivere, da der endnu var typografer til. Der var tre aviser i byen plus een, der blev trykt i Nykøbing, og derfor aldrig blev anset på samme måde som »Socialen«, »Tidende« og »Vestlolland«. Den var radikal og blev kaldt »Folkebladet«, men udgået fra »Lolland-Falsters Venstreblade«, som kunne prale af at have landsdelens første rotation.

Og så var der naturligvis i Nakskov diverse bogtrykkere, som en af aviserne - den i det hvide hus i Jernbanegade - var udgået fra.
 
 
/1.jpg
Det var Nakskov Bogtrykkeri i Fruegade, det sted, hvor også »Jerusalems Tidende« (kirkebladet) blev trykt. Så det var et anstændigt trykkeri. Mange af sortekunstens sønner havde stået ved sættekasserne der.
Af gode grunde kendte jeg jo mest til bladhuset i Jernbanegade, hvor jeg gjorde min entre som skrivende medarbejder i 1934.
 
Når man kom fra Falsters absolut mindste by var Nakskov og de store bladhuse en forunderlig verden. Og navnlig forekom typograferne på l. sal i den tilbygning, man havde måttet foretage for at få plads til et rigtigt trykkeri i konsul Dans hvide villa, at være noget for sig.
De havde rigtige navne, men de blev sjældent brugt. Thorvald Rasmussen var bedst kendt som Bussi, P. Albr. Hansen som Gammelbror, Hermann Jørgensen som Domicil (dumme sild). Og så var der Vald. Poulsen, som ingen turde give et øgenavn, Ejner Rasmussen, der var ølmand  og derfor med en vis status, Carl Due, Johs. Poulsen og nogle, der kom og gik. Der var selvsagt også en faktor, Magnus Nielsen, som under en kulturrevolution på bladet blev flyttet til Rødby - som lokalredaktør. Til daglig hyggede han sig i sit lille kontor med korrekturlæsning.
Fra redaktionssekretærens skrivebord i stueetagen var der en hustelefon op til faktoren, men den blev sjældent brugt, da de herrer ikke altid var på talefod.
Der lugtede af bly som i alle andre sætterier og i kælderetagen, hvor en trykker og en trykkeriarbejder residerede, tillige af trykfarve. Rotationen var fladtryks.

Bussi og Vald. Poulsen var svogre, men desuden kammerater. Hver eftermiddag, når deres sættemaskiner havde udspyet mere end det overenskomstmæssige antal linjer, forlod de huset og cyklede - ikke hjem, men til et lille listigt værtshus ved havnen, hvor Baltzersen knappede flasker op. Han blev for nemheds skyld kaldt Bisfis. Det kunne hænde, at det var Vandmøllekroen på Tårsvej, de to gamle svende besøgte. Der blev solgt andet end vand. Ejnar var som nævnt ølmand. Og han havde god rede på alle ansattes fødselsdage. Så ingen slap. Gode traditioner skulle holdes vedlige. Og når øllerne var delt om, kom Ejnar næsten selvudslettende og sagde: Skal du også have en cerut? - Og hvem kunne sige nej.
 Gammelbror havde noteringerne som fast arbejdsområde. Slagteripriser, aktier og obligationer. Han havde været en betydningsfuld mand i byen, een af Bresemanns hjælpere på vej mod stjernerne. I 1909 skulle der i Jernbaneanlægget rejses en mindesten for det, der dengang var 250 års dagen for Nakskovs belejring af svenskerne. Den konservative redaktør Erichsen fra "Vestlollands Avis« havde på komiteens vegne henvendt sig til Arbejdernes Fællesorganisation for at få et bidrag. Men i ledelsen anså man formålet for lovlig militaristisk, så man sagde nej. Men komiteen gav ikke op. De sendte nu pastor Holck ud til formanden, Gammelbror, på Tårsvej, og på forslag af ham blev beløbet bevilget. Man kan sige med gejstlig medvirken.
Også en anden gammel typograf befandt sig i bladhuset Ekspedient Ludvig Kragh, som nu sad ved skranken i det tidligere posthus. Han var en bøs ældre herre, der ligesom Bror havde en fortid. Ikke alene havde han været formand og hovedbestyrelsesmedlem hos typograferne. Han havde også haft sæde i Fællesorganisationens øverste hieraki, i Socialdemokratiet og i byrådet. Han havde haft den ære at blive fyret fra sit daværende job på »Tidende«, da han var blevet valgt ind i byrådet på Bresemanns liste, mens redaktøren af »Tidende« - oh skræk - dumpede ved samme valg. Så Kragh var en levende martyr. I nogle år var Kragh faktor i det i 1911 etablerede trykkeri for »Socialen« i Forsamlingsbygningen. Nu sad han i Jernbanegade, som bladets ikke altid lige venlige ansigt udadtil.
Trykkeri i en forsamlingsbygning. Ja, man tror det næppe. Men der var altså både sætteri, trykkeri - og ud til gaden - redaktion og ekspedition. På l . salen sad såmænd Bresemann og røg på sin lange pibe·, mens han producerede ætsende artikler om de horrible forhold i byen, som han var kommet til omkring århundredskiftet. Der blev ikke sparet pa krudtet. Og det blev der heller ikke i de officiner, hvor Haugner og Erichsen residerede. Der var krig på kniven. Men det hændte jo, at selv store mænd måtte gå den tunge vej til Canossa. Engang Haugners avis var ramt af maskinuheld, søgte man bistand hos konkurrenten i Havnegade:, men fik afslag. I vrede anskaffede Haugner en mindre rotationspresse, byens første - sådan. - »Vestlollands Avis« og »Socialen« havde' to ens trykpresser. Og når der lejlighedsvis var oversvømmelse i Havnegade, søgte den konservative avis med held hjælp hos A. E. Hansen i Jernbanegade. Man sagde, at trykpressen kun modvilligt trykte de konservative udgydelser. Men oplaget var heldigvis ikke ret stort. Så det gik endda.
 
.